January 5, 2021

·

10 min

Hjem­met kan in­spi­re­re til frem­ti­dens kon­tor

Det handler om at gøre det mere behageligt for medarbejderne og sikre en bedre udfoldelse af medarbejdernes kreative evner, når man skaber det moderne kontomiljø. Plateau Agency og IS IT A BIRD er to konkrete eksempler

Alternative måder at indrette kontoret på er for en række virksomheder i toppen af dagsordenen. Processen får et ekstra skub af den igangværende pandemi. For mange er hjemmearbejde blevet en del af hverdagen, og her er kontoret selvsagt helt anderledes end det normale kontor. Det er medvirkende til, at flere nu ganske alvorligt overvejer, hvordan fremtidens kontor egentlig skal indrettes.

Hos virksomheden Plateau Agency har partner Cecilie Lund Madsen vendt op og ned på det normale i indretningen af virksomhedens kontorer.


Hvorfor koldt og kynisk?

Udgangspunktet var en virkelighed, hvor de fleste af os tilbragte majoriteten af vores vågne timer på et kontor. For hvordan kan det så være, at vi partout indretter vores kontorer så koldt og kynisk? Det spørgsmål har Cecilie Lund Madsen ofte stillet sig selv.

Hun mener, at det lette svar er, at vi indretter vores arbejdspladser, så produktivt som muligt. Arbejdspladsen skal i højere grad lægge op til seriøsitet end kreativitet. Herudover mener hun, at vores forretningsliv historisk set er drevet af en maskulin kultur. Så stål og sort læder er i virkeligheden bare et spejl af, hvordan vi driver forretning.

Det pludselige opbrud med vores vante arbejdsrutiner har i den grad sat fokus på vores arbejdsmiljø med hjemmekontorer og zoom-møder.

Kontorhunden Sally. Plateau Agency

Med genåbningen af samfundet håber Cecilie Lund Madsen på, at vi vil se et skift i vores arbejdskultur med større fokus på det personlige end på det kliniske.

Da Plateau Agency skulle indrette sig på sit lille kontor, der ligger tilbagetrukket fra Esplanaden i København, så var det derfor med en ambition om at få både medarbejdere og besøgende kunder til at slippe paraderne.

”Ved at skabe et hjemligt rum i trygge rammer har vi nemmere ved at udfolde og udvikle os. Derfor er vores kontor ikke som andre. Vi har indrettet kontoret som et hjem, hvor køkkenet er i centrum. Der er kunst på væggene og et sofahjørne, hvor der både er plads til møder af den bløde slags og en lur med kontorhunden på de længste dage,” siger Cecilie Lund Madsen.


Hos Plateau er målet med de hjemlige omgivelser at skabe et inspirerende åndehul, hvor også deres kunder har lyst til at komme, fordi det kan være et frirum.

”Resultatet er, at det er fantastisk for dem, der er her. De slapper af og føler sig trygge, og det betyder, at de yder deres bedste, og heller ikke har noget imod at være her længere,” siger Cecilie Lund Madsen

Kontor i nedlagt værksted

Virksomheden IS IT A BIRD har på tilsvarende vis designet arbejdspladsen ud fra et ønske om, at det skal føles som ens andet hjem.

”Vores kontor ligger i et nedlagt autoværksted, og den autentiske værkstedsstil har vi forsøgt at holde. Det må gerne være lidt råt og referere til en tid, hvor man fik beskidte fingre – en metafor, som jeg også godt kan lide, da det klart adskiller os fra det klassiske billede af en konsulent i jakkesæt,” siger partner Rasmus Thomsen.

”De fleste af vores møbler er enten skræddersyet eller genbrug. Vi har arvet køkkenudstyret fra en af vores medarbejderes bedstemor. Lamper og mødeborde er fra den lokale antik-forretning, og vi har placeret en stor gynge i midten af vores åbne kontorfællesskab. Vores CEO´s gamle vinyl-samling og min gamle pladespiller byder vores gæster velkommen ved hoveddøren, og orientalske tæpper binder rummet sammen,” siger han.


Også her er hensigten at skabe et miljø, hvor medarbejdere sænker paraderne og er mere til stede til gavn for alle – både ansatte og kunder.

”Jeg vil endda argumentere for, at en inspirerende, varm og menneskelig arbejdsplads spiller en betydningsfuld rolle for tiltrækningen og vedligeholdelsen af meget dygtige medarbejdere,” siger IS IT A BIRD-partneren.

The Author

Børsen

Børsen sætter dagsordenen for erhvervslivet – hele erhvervslivet. Vi skriver interessant og med kant. På alle platforme. Om et erhvervsliv i bevægelse. Til moderne mennesker, der søger indhold og berigelse – både når de er ude, hjemme, på arbejde og på vej.

Læs mere

We’re building the next generation of B2B brands

We are driven by an aspiration to push our clients forward and create a future that leaves every organization we touch at a better place.